Læseklubbog: The White Tiger af Aravind Adiga

Forsidebillede til The White Tiger af Aravind Adiga.
The White Tiger (da: Den Hvide Tiger) af Aravind Adiga, Atlantic Books 2008. 321 sider.
Indien set indefra
Fredag den 13. 2009 var der igen dømt møde i læseklubben EkBoLoVe. Denne gang havde vi læst indiske Aravind Adigas debutroman The White Tiger, som vandt Man Booker Prisen i 2008.
Jeg købte bogen på originalsproget engelsk og slap med at betale halv pris i forhold til den danske version. Den engelske version er let at læse, så det var et godt valg.
The White Tiger giver et godt indblik i et Indien, som vi alle nok kender, men som drukner lidt i succeshistorier om økonomiske tigerspring og stor fremgang generelt i verdens folkerigeste land.
Kort fortalt handler bogen om iværksætteren Balram Halwai, som, i et forsøg på at forklare og beskrive Indien for den kinesiske premiereminister Wen Jiaboa, som kommer på officielt statsbesøg i Indien, fortæller sin historie. Bogen er således et langt brev til Jiaboa, altså en moderne brevroman, hvilket er et frisk pust og fungerer rigtig godt.
Balram kommer fra “Mørket”, hvilket vil sige en meget tilbagestående del af Indien. Han kommer fra en af de laveste kaster og har derfor ikke noget større håb om at stige op i det indiske kastehierarki. Han kan se frem til at ende som sin far, en rickshawkuli, som slider sig selv op for håndører og en umættelig familie. Balram vil det dog anderledes og slipper væk fra “Mørket”, da han får job som chauffør for Mr. Ashok og tager med denne til New Delhi.
Selv om jobbet som chauffør i vores vestlige øjne ikke er meget andet end det rene slaveri, er det dog et stort skridt frem for Balram, hvis chef også er af en mere moderne støbning, da han har levet i USA og tilsyneladende har taget civilisationen med fra Vesten.
Dette er dog kun på overfladen, for i Indien er kastehierarkiet så indgroet i alle, at det næsten er umuligt at komme opad.
Et bur proppet med høns, som holder hinanden nede, bliver brugt som billede på dette rigide samfundssystem. Det er nemlig ikke kun de rige, der holder én nede, men også folk fra eget samfundslag og familie.
Som tiden går mister Balram alle illusioner om et retfærdigt samfund og beslutter at tage sagen i egen hånd for at slippe ud af hønseburet.
Den Hvide Tiger giver et rigtig godt billede af Indien. Vi kender nok alle billeder fra ufattelig armod i Calcutta, men, i mit tilfælde i hvert fald, er dette billede på det seneste blevet erstattet af et Indien, der med økonomiske stormskridt er på vej mod stormagtsstatus. Dette billede er blevet ændret.
Adiga viser et Indien, præget af enorm social uretfærdighed, korruption i alle sfærer og et kastesystem, som det nærmest er umuligt at bryde ud af. Overalt hænger der plakater med billeder og slogans af sympatiske Gandhi, men det er der kun skuldertræk tilovers for, da alle politikere kun er interesseret i at mele egen kage, ligesom resten af befolkningen i øvrigt også er det.
Dette forstår Balram, som ikke har nogen større uddannelse , men derimod er “street smart” og indser, at der skal tages drastiske midler i brug, hvis han skal komme frem i samfundet.
The White Tiger er overraskende god. Det er sjældent, at en roman ændrer min opfattelse af et givent område så markant, som denne har gjort. Bag alle fraser og nyheder om tigerøkonomi og supermagt gemmer Mother Teresas fattige Indien sig stadig, og det i en ubehagelig grad. Outsourcing, vestlige forretningsmetoder og rumraketopsendelser skjuler blot den grumme sandhed om et uretfærdigt og forældet samfund, hvor korruption, nepotisme og kaste-racisme er bestemmende for langt den største del af befolkningen, som bor i “Mørket”. I den forbindelse kom Jon med godt billede på Indien. Han har været i Indien i forbindelse med outsourcing og så, da han fløj ind over landet, hvor mørkt der egentlig er uden for storbyerne. På landet hos de fattige er der nemlig bælgmørkt om natten, da der ikke er nogen biler eller vejbelysning.
The White Tiger kan altså varmt anbefales til folk, som interesserer sig for Indien, men også til folk, som vil have en ny læseoplevelse. Selv om det er en grum bog, er den fuld af humor og virkelig velskrevet, så top notch til Den Hvide Tiger herfra!