Læseklubbog: The Road af Cormac McCarthy

The Road (da: Vejen) af Cormac McCarthy, Picador 2007. 307 sider.

Post-apokalyptisk stress-syndrom

Lørdag den 5. juli var det igen mødetid for min læseklub, EkBoLoVe (Eksklusive Bog Loge Venner).
Lidt utradionelt var mødet blevet lagt hos Jon i Åbyhøj og ikke som normalt hos Morten, men det gav os chancen for at prøve noget nyt i klubben, nemlig grillmiddag og læseklubsmøde på verandaen, hvilket var en succes.

Denne gang havde vi, som jeg tidligere har annonceret, læst Vejen af Cormac McCarthy. Jeg havde købt den på engelsk, da den kun kostede 100 bananer i forhold til 200-300 på dansk.
Der er egentlig ikke meget at sige om bogens handling, da den er lige i ud ad landevejen (hø-hø!). Den handler om far og søn, der trasker sydpå i et post-apokalyptisk rædselsscenarie… Alt er brændt, og langt de fleste mennesker er døde. De overlevende er ikke altid lige venlige for at sige det pænt… Der er noget kannibalisme indblandet, da der ikke er noget mad at få ud over de få dåser man kan finde i de huse, som endnu ikke er blevet ribbet.
De to er på flugt fra det kolde vejr nordpå mod syd uden dog at have et specificeret mål for deres vandring med deres indkøbsvogn, hvori de har deres få ejendele. Langt de fleste mennesker er døde. Mange har blot givet op og har lagt sig til at dø, da der ikke er meget håb for, at lidelserne nogensinde finder en ende undtagen i døden… Verden er brændt helt af. Alt er blevet til aske, som gør folk syge, og det bliver hele tiden koldere. Samtidig kan man overhovedet ikke stole på de få folk, man møder, da mange altså har fundet en alternativ fødekilde i deres medmennesker.
Læseren følger så far og søn på deres tur sydpå mod havet. De følger mestendels vejene og vel deraf bogens titel.

På EkBoLoVes møde var der som sædvanligt kamp… Den hårdeste kamp gik på bogens tema eller budskab. Jeg, sammen med Mads, mente, at bogens budskab måtte være, at håbet er det sidste, der dør, også når alt ser fuldstændigt håbløst ud. Det var Morten og Jon ikke enige i. Jeg kan dog ikke se noget andet budskab i bogen. Det er i faren og sønnens forhold, at håbet skal findes for uden hinanden havde de ikke noget håb.

Vejen er en rigtig fed bog. Jeg er lidt en fan af dystopisk og post-apokalyptisk litteratur (det er faktisk to forskellige ting), og Vejen har alle forudsætninger for at blive en klassiker inden for den sidstnævnte genre. Den har jo også vundet Pullitzer-prisen i 2007, så også parnasset har set bogens kvaliteter.
Fortællemæssigt er det interessant skrevet. Faren og sønnens forhold er skrevet på en meget rørende måde (Nej, jeg begyndte ikke at tude under læsningen!). Bogens setting i en døende verden, befolket af mere eller mindre barbariske og afstumpede mennesker er ikke ny, men den måde det hele bliver beskrevet på, giver lyst til at gå ud og samle skrald ind og sende det til genbrug eller joine en anti-atomvåben forening, for McCarthys verden er ikke et sted, man har lyst til at stifte bekendtskab med. Der er kort sagt ikke meget trøst eller bravado at finde på vejene i en verden, som er ved at dø.

Efter den sædvanlige nappen af hinanden endte EkBoLoVe-aftenen igen som en succes. God mad, godt selskab, alkohol og en god bog…

“ADVARSEL: EN SMULE SPOILER-HALLØJ HERUNDER”

Vejen er relativt kort og hurtigt læst, men efterlader et stærkt indtryk. Der var dog nogle ting som undrede mig. Jon bemærkede blandt andet, at faren og sønnen på et tidspunkt spiser røræg. Hvordan kan det lade sig gøre i en verden, hvor der ikke er nogen dyr? Kan man lave pulver-røræg, kære læser?
Og hvor er alle dyrene? Burde kakerlakker og rotter ikke overleve os mennesker?
Jeg savnede også lidt baggrund for katastrofen. Hvad var der egentlig sket? Jeg tror dog, at den udeladelse er helt bevidst fra forfatterens side, da det ikke er grunden til katastrofen, der er interessant, men måden hvorpå folk tackler en håbløs situation.
Men når det nu er sagt, så er det en rigtig fed bog. Læs den før din nabo…