Min private odyssé til og fra Djerba

Jeg har lige været på ferie på øen Djerba i Tunesien og lad mig lægge ud med at sige, at det var en dejlig ferie med masser af sol og oplevelser. Transporten derned og hjem igen var dog nærmest den største oplevelse. Odysseus besøgte ifølge legenden også øen på sin odyssé, så jeg fulgte i hans fodspor på min helt egen dramatiske rundtur. Følg slagets gang…

Lørdag den 31: Afrejsedag.
 Jeg havde kæmpet en hård men forgæves kamp for at få fat i nogle billige billetter til Djerba, som er en lille turist-ø i det sydlige Tunesien. Det ville blive stjernedyrt at flyve direkte, så da jeg hos Kilroy Travels fandt en billig billet til chartermålet Monastir, slog jeg til. Så kunne jeg bare tage en indenrigsrute videre, ræssonerede jeg i min uendelige visdom.

Lørdag klokken 13.00 tog jeg toget fra Århus til Hamborg, hvorfra jeg skulle flyve. Afsted med DSB. Det gik fint. Jeg nåede frem til Hamborg, fandt lufthavnsbussen og kørte til lufthavnen, hvor jeg også fandt mit fly til Monastir.
På den tre timer lange flyrejse fik jeg en lang samtale med min sidemand, Albert – en ældre tysk herre og garvet Tunesiens farer. Han mente nok, at jeg kunne flyve videre til Djerba fra Monastir, selvom vi landede kl. 1 om natten. Det var lidt betryggende for mig, da jeg var begyndt at blive lidt nervøs for, om jeg nu var så vis, som jeg troede.

Søndag den 1: Ankomst til Monastir
Kl. 1 om natten ankom jeg så til Monastir og tog afsked med Albert, som ønskede mig en god rejse. I lige måde. Lufthavnen blev hurtigt tømt for turister, som med deres guides begav sig til deres respektive hoteller. Nis var altså alene i lufthavnen, men kunne se på oversigten, at der snart afgik natfly til Djerba, så nu skulle der indkøbes en billet. I informationsskranken kunne manden ikke tale engelsk eller tysk, men tilkaldte en kollega, som kom med nedslående nyheder. Monastirs lufthavn har kun udenrigsflyvninger. Flyene til Djerba er kun transportfly. Hvordan kommer jeg så til Djerba, spurgte jeg nervøst. Manden så slukøret ud og tog mig med udenfor, hvor han talte med nogle taxachauffører. Jeg skulle køre 30 kilometer til Sousse, hvorfra der afgik busser til Djerba.

Kl. 2: Afgang til Sousse
Jeg hoppede ind i en taxa og kørte afsted mod Sousse- uden at aftale en pris…
Prisen røg naturligvis op på 30 Euro. En horribel pris, men jeg havde ikke rigtigt noget valg.
Undervejs spurgte chaufføren, hvor jeg er fra. Inden afrejse havde jeg egentlig besluttet mig for at svare Sverige med Muhammedkrisen in mente, men jeg gad ikke lyve og svarede Danmark. Are you from Aalborg, udbrød chaufføren. Det viste sig, at hans bror bor i Aalborg og at han har været der. Ingen fare for en dansker der!
Vi kørte igennem Sousse, som ikke virkede som et synderligt behageligt sted om natten, og stoppede ved en fuldstændig øde busstation. Chaufføren så bekymret ud og sagde, at mafiaen styrer området om natten. Jeg begyndte nu at blive temmeligt nervøs, for han kunne jo bare sætte mig af og køre sin vej. Han havde jo gjort sin del. Han ringede lidt rundt, og vi kørte videre. Ved busstationen kunne jeg i hvert fald ikke blive.

Kl: 2.15 – 7.15: Louage-stationen i Sousse
En udbredt transportform i Tunesien er varevogne med plads til otte passagerer – louage.
Taxachaufføren kørte mig til louagestationen i Sousse, som er en stor lagerhal med louag’er til alle større byer i Tunesien. Han fandt min chauffør, viste mig, hvor jeg skulle betale og ønskede mig en god rejse med et håndtryk. De 30 Euro var således givet godt ud, for det var sikkert ikke endt godt, hvis jeg var blevet sat af ved den øde busstation.
Min louagechauffør var en lille mand, som har arbejdet flere år i Tyskland, så han kunne lidt tysk. Han forklarede, at vi skulle vente på, at der er otte passagerer, hvilket der burde være ved 5-6 tiden. Altså 3-4 timers ventetid forude. Manden var rigtig flink. Bød på kaffe og vi fik os en god snak om Tunesien, familie og om at arbejde i Tyskland som fremmedarbejder, hvilket ikke er en ferie…
På et tidspunkt bryder der et mega-skænderi ud mellem de mange chauffører, som ellers ryger, drikker kaffe og småsnakker. Jeg ved ikke, hvad det gik ud på, men det var i hvert fald højlydt. Jeg fortrak til taxaens mørke og faldt i søvn ved 5.tiden, stadig som den eneste passager.
Jeg vågnede kl. 7.15 ved at bilen bevægede sig. Taxaen var blevet fyldt op og vi begav os afsted. De andre passagerer kiggede nysgerrigt på mig. Hvad laver en turist mon i en louage?
Jeg havde heldigvis fået en vinduesplads, så jeg fik set meget af det tunesiske landskab på min 5 timer lange tur. Det så faktisk noget trist ud. Store sletter med sand og sten afbrudt af oliventræer, palmer og folk, der passer flokke af får.
Jeg havde kun købt billet til byen Gabes, hvor jeg skulle tage endnu en louage for at komme til Djerba.

Ca. kl. 12: Ankomst til Gabes
I Gabes tog min chauffør mig med over til min louage til Djerba, talte med chaufføren og viste mig, hvor jeg skulle købe min billet. Jeg tog afsked med ham. Han havde været meget flink til at hjælpe mig. Flink fyr!
Louagestationen i Gabes er et travlt og støvet sted med masser af råbende chauffører og dytten. Heldigvis skulle jeg denne gang ikke vente længe inden afgang og vi kørte mod Djerba, som man kommer til via en færge.

Kl. 13.00: Djerba – endelig!
Selvom Djerba er en lille ø, så vidste jeg ikke, hvor jeg skulle hen, da jeg stod på louagepladsen på øen, men igen var hjælpen klar. En af mine medpassagerer tog mig med hen til en bybus. Den var meget billigere end en taxa, sagde han og for en dinar (ca. 4 kroner) blev jeg kørt til mit hotel, Holiday Beach.

Tid: Afgang fra Århus lørdag den 31. maj kl. 13.00. Ankomst til Holiday Beach Hotel søndag den 1. juni kl. 14.00. Rejsetid 25 timer.

Hotel Holiday Beach

Søndag den 1. juni til lørdag den 7. juni: Ferie!
På Holiday Beach Hotel blev jeg modtaget af Irina fra Rusland, som jeg ikke havde set i to år, så det havde jeg været spændt på, men det gik fint. Det føltes ikke, som om vi ikke havde set hinanden så længe. Holiday Beach er et fedt hotel, men også dyrt, som jeg fandt ud af. Endnu en misforståelse betød, at jeg troede, at det var ret billigt at bo der, men det viste sig at koste 700 hundrede kroner om dagen (dog med al mad og drikke betalt, hvilket hjalp lidt)!!! Panik! Jeg måtte så ringe hjem til min far, som endnu en gang reddede mig økonomisk… Nå, regningen blev betalt, og ferien startede. Det var lækkert bare at dase i solen og fræse rundt på øen i godt selskab.
Skandaler var der ikke mange af under selve ferien. Jeg blev fuppet af gadesælgere et par gange og fik et myggestik eller noget lignende på låret, som der så gik betændelse i. Heldigvis kan Irina en smule førstehjælp og fik stukket hul på gevæksten, som siden visnede hen og døde, selvom jeg ikke undgik at smide bukserne i et apotek i Houmt Souk, Djerbas hovedby, for at vise den til apotekren, så han kunne sælge mig noget medicin til tingesten.

Før operationen. Nam nam…

Ferien gik alt for hurtigt, og min afgang nærmede sig med hastige skridt. Belært af erfaring ville jeg undgå at køre louage i hundrede år endnu en gang, så jeg købte mig en indenrigsbillet til Tunis, hvorfra jeg blot skulle køre to timer i louage til lufthavnen i Monastir.

Lørdag den 7. juni: Hjemrejse
Det var sørgerligt at skulle tage afsked, så jeg var noget trist, da jeg lørdag morgen kl. 7.15 stod uden for hotellet sammen med Irina. Med ønsket om, at der ikke skal gå to år til næste gensyn hoppede jeg ind i taxaen til Djerba lufthavn.

Kl. 9.30: Afgang fra Djerba Lufthavn til Tunis
Djerba lufthavn er en lille men moderne lufthavn, og der var ingen problemer med flyvningen til Tunis, Tunesiens hovedstad, hvor jeg altså skulle finde louage-stationen, som jeg naturligvis ikke vidste, hvor var. Dog havde jeg fået nogle gode råd af Yosir på Holiday Beach, som havde fortalt mig, hvor jeg skulle hen.

10.30: Ankomst til Tunis og afgang til Monastir lufthavn
At finde rundt i Tunis syntes mig umiddelbart at være det mest tricky tidspunkt på hjemrejsen. Kunne jeg finde min louage? Havde jeg tid nok? En taxachauffør tilbød at køre mig direkte til Monastir for 110 euro, hvilket jeg afslog. Han mente så, at jeg ikke ville kunne nå det, men indvilligede i at køre mig til louage-stationen Moncef Bay for 20 dinarer, hvilket svarer til ca. 80 kr. Dyrt, men ok. Trafikkaoset i Tunis gjorde mig nervøs, men vi kom til sidst frem til Moncef Bay, og jeg fandt min louage, som snart afgik til Monastir. Jeg havde god tid og kunne slappe af.

Kl. 14.00: Monastir lufthavn
Faktisk havde jeg alt for god tid i lufthavnen, hvor jeg skulle vente indtil afgang kl. 17.55. TImerne gik med at shoppe souvenirs, købe smøger og læse. Jeg fik også chancen for at snakke lidt fransk (hvilket jeg ikke kan) med en gadefejer, men ellers var det pænt kedeligt at vente, men de knap fire timers ventetid skulle blive fire af mange timers venten.

Den kan også spille musik, hvis man trykker den på maven!

Kl. 17.55 – 21.05: Begivenhedsløs flyrejse til Hamborg

Kl. 22.00 – 03.10: Hamborg Banegård
I Hamborg lufthavn skyndte jeg mig ud til bussen til banegården, hvortil jeg ankom kl. 22. Billetsalget var lukket… shit! Der stod dog en togdame uden for kontoret, og jeg skyndte mig at spørge, hvornår jeg kunne komme afsted mod Danmark. Den nedslående besked lød kl. 7. Altså ni timers venten på en banegård forude. Igen tilsmilede heldet mig dog i skikkelse af Alexander, som hørte min samtale med togdamen. Han vidste, at der kørte et tog om natten, så vi skyndte os hen til damen, som lukkede mig ind, så jeg kunne købe en billet, selvom billetsalget var lukket. Alligevel ventede der mig nu godt fem timers ventetid på banegården. Suk!
Det viste sig, at Alexander faktisk talte flydende dansk, så den første time gik hurtigt med at tale med ham, imens han ventede på sit tog til Bremen. Hamborg Banegård er ikke det mest trygge sted lørdag nat, og imens vi talte sammen kom der en sindsforvirret kvinde hen til os og ævlede noget om, at hendes forældre var landet i et rumskib, hvorefter hun grædende lagde sig på asfalten. Der var ikke meget vi kunne gøre for hende, så vi fortrak. Nå, Alexander tog sit tog, og jeg var overladt til mig selv og masser af fulde, narkopåvirkede og afsindige mennesker. Man ser mange skæve eksistenser på sådan en banegård om natten, men jeg overlevede fire timers spændt kedsomhed og kørte afsted mod fædrelandet kl. 3.10.

Kl. 4.15: Neumünster by night!
Efter fem timer på Hamborg banegård og med 21 timers rejse bag mig var jeg efterhånden godt mør, men jeg skulle vente en enkelt time igen i Neumünster, hvor jeg skulle skifte tog. På banegården i Neumünster var der også gang i den. Der var byfest, og skinheads, punkere og andet godtfolk fejrede den med slagsmål og sprut. Heldigvis skulle jeg dog kun vente en halv time på mit tog… troede jeg da. Jeg satte mig på en bænk og ventede, mens jeg fra bymidten kunne høre diverse skinheads synge deres usympatiske fædrelandssange. På bænken ved siden af mig sad der en stor fyr, som jeg faldt i snak med. Jeg kiggede op på oversigtstavlen og…tadaaaa… mit tog var over en time forsinket. Røv og nøgler. Min nye makker og mig ævlede lidt frem og tilbage og endte med at gå ned til en kiosk for at få en kop kaffe. Uden for kiosken hang der en flok skinheads og drak. Inde i kiosken var der slåskamp med flasker. Heldigvis var min nye makker en stor fyr og oven i købet udsmider af profession, så jeg var ligeglad og var alligevel efterhånden for træt til at bekymre mig om den slags. Vi fik vores kaffe og gik op på banesporet igen. Her begyndte folk at indfinde sig for at køre hjemad fra festen, så da udsmider-fyrens tog kom og han forsvandt, kom to nye makkere hen til mig. De var i godt humør oven på masser af sprut og pot, som jeg også fik tilbudt noget af. Jeg valgte at springe over. Det virkede ikke som det fedeste sted eller tidspunkt at få sig en koger. Den ene af fyrene faldt så i søvn opad mig, mens jeg snakkede med hans makker, som var en ret munter fætter. På denne måde gik tiden faktisk meget hurtigt, selvom jeg var glad da toget til DK endelig kom frem.

Kl. 5.45: Afgang til Kolding
Kl. 5.45 hoppede jeg om bord på toget mod Danmark. Der var godt med plads i min kupé, som jeg delte med en dansk-somalier, som også havde ventet i 100 år både i Hamborg og Neumünster (heldigt at han ikke stødte ind i nogen skinheads, antager jeg). Han var meget glad for DSB – noget jeg på daværende tidspunkt godt kunne følge ham i.
Jeg havde talt med Wedel om, at han gerne ville hente mig i Kolding, så jeg kunne tage et smut forbi Haderslev, besøge mor og far, se SønderjyskE’s sidste sæsonkamp, hvorefter han så ville køre mig til Århus. Den var jeg selvfølgelig med på, så kl. 8.45 blev jeg hentet i Kolding og kørte hjem til Haderslev, fik noget mad, et bad og snakkede med mor og far.

Samlet hjemrejsetid: Djerba 7.15 – Kolding 8.45. I alt 25 timer.

Kl. 15.00: SønderjyskE – Næstved 1-1. Zzzzzz!
SønderjyskE var forlængst rykket op og havde spillet rigtig skidt siden oprykningen var blevet en realitet, men alligevel håbede jeg på, at de ville tage sig lidt sammen i sæsonens sidste kamp, men nej. De spillede som en sæk nødder, så det lover sgu skidt for Superligaen, hvis der ikke kommer andre boller på suppen.

Kl. 18.30: Afgang til Århus
Wedel havde haft sine to drenge med til Haderslev, så de var også med i bilen. De faldt dog hurtigt i søvn og turen hjem til Århus gik smertefrit, så klokken 20.00 kunne jeg endelig smide rygsækken. Tænde for EM-bold i fjerneren og stene ud… Slut på min private odyssé.

Konklusion:
Feriens største oplevelse og drama var transporten tur-retur. Set i bakspejlet var det faktisk rigtigt fedt at rejse ud i det blå på den måde. Det giver sgu lidt hår på brystet, synes jeg. En anden gang vil jeg dog nok planlægge det hele lidt bedre, så jeg kan tilbringe et par døgn ekstra på stranden i stedet for i en louage, bus, tog, fly, banegård eller lufthavn rundt omkring i diverse lande.
En anden dejlig ting var alle de venlige og hjælpsomme mennesker, jeg mødte. På så godt som alle destinationer mødte jeg den ene eller anden tuneser eller tysker, som hjalp mig, så det var også kanon fedt.

At rejse er at leve… farligt!